Grundejerforeningen HERLEV HØJGÅRD´s vedtægter

§ 1.

Foreningens navn er grundejerforeningen "HERLEV HØJGÅRD". Foreningens hjemsted er Herlev kommune.


§ 2.

På samtlige 97 ejendomme, udstykket af matr. nr. 14 a Herlev by og sogn, i forbindelse med opførelse af 97 rækkehuse med fælles varmecentral, er der den 28/12 1961 lyst en deklaration, der forpligter de 97 ejendomme til at være medlem af grundejerforeningen. Af deklarationen fremgår endvidere, at grundejerforeningen forpligter sig til at levere varme og varmt vand fra den fælles varmecentral til de 97 rækkehusejendomme, ligesom de 97 rækkehusejendomme forpligter sig til at modtage varme og varmt vand fra den fælles varmecentral, og deltage i samtlige udgifter dertil, såsom levering af fjernvarme, tilsyn, vedligeholdelse og nyanskaffelser. Desuden er medlemmerne forpligtet til at deltage i samtlige udgifter vedrørende vedligeholdelse og fornyelse af foreningens fællesarealer.


De til ejendommene anlagte adgangsveje skal være fælles for samtlige interesserede af ejendommen, og disse skal i fællesskab vedligeholde vejene, således at udgifterne til vedligeholdelsen fordeles med lige store beløb på samtlige ejendomme.


De til brug for rækkehusbebyggelsen udlagte fællesarealer som parker, legepladser eller lignende skal vedligeholdes af ejerne af samtlige rækkehuse i fællesskab efter Herlev kommunes nærmere anvis-ning, og udgifterne hertil skal fordeles på samtlige ejere af rækkehusene med lige store beløb på hver lodsejer.


Grundejerforeningen vælger en bestyrelse, der påser, at de ovenfor nævnte vejarealer og fælles-arealers vedligeholdelse og renholdelse foretages samt beregner, påligner og oppebærer de dermed forbundne omkostninger, og i fornødent omfang opretholder en forbindelse med de kommunale myndigheder.


Grundejerforeningens opgave er at administrere de her omhandlede rettigheder og forpligtelser og i øvrigt varetage medlemmernes fælles interesser.


De i § 2 anførte bestemmelser er i overensstemmelse med de på ejendommene de 28.december 1961 tinglyste servitutter.


§ 3.

Foreningens medlemmer er ejerne af de 97 ejendomme, som er udstykket fra matr. nr. 14 a Herlev.

 

Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede ejendomme, bortfalder medlemsretten, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue. Der finder dog sædvanlig varmerefusion sted efter varmeregnskabets afslutning.

 

Medlemspligten for ejere af ovennævnte ejendomme indtræder samtidig med erhvervelsen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer erholder ved indtræden anpartsvis ret til foreningens formue.

 

Et medlem kan ikke ved retshandler råde over sin anpart af foreningens formue, ligesom hans anpart ikke kan gøres til genstand for særskilt retsforfølgning.

 

Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen skal senest 14 dage efter handelens indgåelse fremsendes til foreningen. Et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom, hvor sælgeren er i kontingent restance, er pligtig at udrede det skyldige beløb, og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.

 

Meddelelse om eventuel udlejning af en ejendom skal ligeledes tilstilles foreningen inden ovennævnte frist.

 

§ 4.

Kontingent fastsættes af generalforsamlingen for eet år ad gangen på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det pågældende regnskabsår.

 

Kontingentet fastsættes dels som månedlig  àconto betaling vedrørende målt forbrug af varme og varmt vand, dels som månedlig  àconto betaling vedrørende grundejerforeningens øvrige udgifter.

 

Kontingentet skal være indbetalt senest den 1. i hver måned. Bestyrelsen anviser et betalingssted. Sker betalingen på anden måde end den anviste, kan der opkræves et gebyr for de merudgifter, som foreningen har i denne anledning.

 

Efter hvert regnskabsårs afslutning den 31.december udarbejdes endeligt varmeregnskab. Efterbetalinger og tilbagebetalinger i henhold til det udsendte varmeregnskab berigtiges senest 4 uger efter udsendelsen af varmeregnskabet.

 

§ 5.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan vedtage, ændre eller ophæve vedtægterne.

 

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.

 

Indkaldelse til den ordinære generalforsamling sker ved skriftlig indkaldelse til hvert medlem med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlinger og møder sammenkaldes af bestyrelsen.

 

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen. Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner, der vil være at behandle, og på generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun træffes afgørelser vedrørende emner, der er optaget i den til medlemmerne udsendte dagsorden.

 

Indkaldelsen til den ordinære generalforsamling skal endvidere være vedlagt udkast til budget.


 

§ 6.

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenligt, eller når mindst 30 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.


Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske skriftligt med mindst 14 dages varsel med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.


Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af medlemmerne, skal medlem-merne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner, der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til senest 14 dage efter at udsende indkaldelser til den ekstraordinære generalforsamling.

 

§ 7.

For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden:

 

     1. Valg af dirigent.

     2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.

     3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

     4. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af kontingent.

     5. Forslag fra medlemmerne.

     6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.

     7. Valg af 3 suppleanter til bestyrelsen.

     8. Valg af revisor og revisorsuppleant.

     9. Eventuelt.

 

Forslag fra medlemmerne eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på ordinære generalforsamlinger, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen og være denne i hænde senest den 1.marts.

 

§ 8.

Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflerhed.

Hver ejendom har én stemme.

Afstemningen kan ske ved håndsoprækning.

Dog skal afstemning ske skriftligt, når 10 medlemmer kræver skriftlig afstemning.

Medlemmerne kan lade sig repræsentere på generalforsamlinger ved fuldmægtig.

Til vedtægtsændringer fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede eller lovligt repræsenteret og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.


Blanke stemmer regnes for ikke afgivne.

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden en måned med mindst 8 dages varsel en ny generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de fremmødtes antal kan tages gyldig beslutning, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget.


§ 9.

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

 

§ 10.

De af den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger er gældende for medlemmerne, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægterne, og eventuel indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning.

Medlemmerne er, indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtige at opfylde de dem i henhold til beslutningerne pålagte pligter - det være sig af økonomisk eller anden art - ligesom foreningen

uanset sagsanlæg eller senere anke skal være berettiget til at foretage retsskridt til forpligtelsens opfyldelse.

 

§ 11.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling og afgår efter tur. Der afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer hvert år.

Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Den fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger.

Protokollen underskrives af de tilstedeværende medlemmer.

 

Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen at engagere lønnet medhjælp til administration af indtægter og udgifter, herunder assistance af revisor og advokat.

 

Det tilkommer bestyrelsen at drage omsorg for vedligeholdelse og renholdelse af de under bebyggelsen hørende private veje og fællesarealer samt pasning af den fælles varmecentral, ligesom det påhviler bestyrelsen at engagere håndværkere til udførelse af opgaver af enhver art i forbindelse med fællesarealerne og foreningens ejendom i øvrigt.

 

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan der, dersom det efter arbejdets karakter skønnes rimeligt, tillægges formanden, kassereren og sekretæren et mindre honorar.

 

§ 12.

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor offentlige myndigheder som overfor private.

 

Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med loven og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

 

Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden samt 2 af bestyrelsens øvrige medlemmer, jævnfør dog § 14.


Bestyrelsen kan meddele prokura.

 

§ 13.

Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, heraf enten formanden eller næstformanden.

Formanden - eller i hans fravær næstformanden - leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Ved beslutning om påkrav efter § 18 kræves det dog, at mindst 4 af de 5 bestyrelsesmedlemmer skriftligt har tiltrådt påkravet.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, skal bestyrelsen snarest muligt supplere sig med en af de valgte suppleanter.

 

Dersom formanden eller næstformanden efter ovenstående måtte udtræde af foreningen, skal hans afløser vælges indenfor de resterende bestyrelsesmedlemmer, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.

 

§ 14.

Kassereren modtager foreningens indtægter og står for udbetalinger. Udbetaling må først finde sted efter attestation af et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Han fører foreningens drifts- og varmeregnskab samt status over foreningens aktiver og passiver. Endelig fører kassereren også foreningens medlemsfortegnelse.

 

Kassereren underskriver alle kvitteringer. Likvide beholdninger skal henstå på konti i pengeinstitut, og konti skal være klausuleret således, at der kun kan hæves på konti i forbindelse med kassererens og et andet bestyrelsesmedlems underskrifter.

Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige kr.1.000,-.


Bestyrelsen påser, at foreningens regnskab føres på betryggende måde.


§ 15.

Foreningens regnskabsår er fra 1.januar til 31.december.

Årsregnskabet afleveres af kassereren til formanden senest 6 uger efter regnskabsårets afslutning.

Formanden videreekspederer regnskabet til den af generalforsamlingen valgte revisor, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger.

Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest den 1.marts.

Hvis bestyrelsen engagerer lønnet assistance til administration af indtægter og udgifter, tilrettelægges forretningsgangen på fuld betryggende måde ved nærmere aftale mellem den valgte administrator og bestyrelsen.

 

§ 16.

Af nettoprovenuet, som hidrører fra salget af grundejerforeningens tilhørende faste ejendom, matr.nr. 14do, er der etableret en reservefond.


Der afsættes hvert år i budgettet et beløb til konsolidering og rimelig inflationssikring af den særlige reservefond.


Reservefondskapitalen kan kun anvendes til formål, som er i overensstemmelse med nærværende vedtægter og kun efter godkendelse på generalforsamling efter de for vedtægtsændringer i § 8, stk. 6-8 gældende bestemmelser. Afkast af kapitalen indgår i grundejerforeningens almindelige drift.


Den særlige reservefond kan endvidere benyttes til financiering af større arbejder efter generalfor-samlingens godkendelse, men vil i så tilfælde skulle retableres i form af ekstraordinære bidrag fra medlemmerne over 3-5 år.


Bestyrelsen træffer nærmere bestemmelse om placering af reservefondens kapital i obligationer, således at der opnås den bedst mulige bevaring af kapitalen og det bedst mulige afkast.


§ 17.

Foreningen har en vej- og rørfond. Fondens midler kan anvendes til ordinære reparationer efter generalforsamlingsbeslutning, eller efter bestyrelsens beslutning til ekstraordinære, uforudsete udgifter.


§ 18.

Generalforsamlingen kan ved simpelt flertal vedtage bestemmelser / regulativer omkring forhold af fælles interesse, herunder regulativer om varmeinstallation, om anvendelse af fællesarealer, herunder evt. placering af byggematerialer, jord og lignende, samt en bestemmelse omkring parkering af køretøjer, benyttet af den enkelte ejendoms beboere.


Bestyrelsen har bemyndigelse til, såfremt der foreligger mistanke om ulovlige og/eller uoplyste indgreb i det fælles rørsystem, enten selv eller ved hjælp af en teknisk konsulent på området at kunne inspicere rørsystemet i de enkelte ejendomme.


Såfremt et medlem overtræder sådanne bestemmelser - eller nærværende vedtægt eller de på ejendommen lyste servitutter - kan bestyrelsen kræve overtrædelsen bragt til ophør ved afgivelse af skriftligt påkrav herom. Påkravet skal indeholde en af bestyrelsen fastsat rimelig, konkret frist inden hvilken medlemmet skal bringe overtrædelsen til ophør. Såfremt medlemmet ikke inden fristens udløb retter for sig, vil bestyrelsen for medlemmets regning kunne bringe forholdet i orden.


Tvistigheder omkring påkrav og sanktion kan af et foreningsmedlem indbringes for enten den følgende ordinære generalforsamling eller ved en ekstraordinær generalforsamling, jævnfør reglerne for indkaldelse hertil i vedtægternes § 6, idet der til indkaldelse af en sådan ekstraordinær generalforsamling dog alene kræves tilslutning fra 10 af foreningens medlemmer.

En sådan meddelelse om ekstraordinær generalforsamling skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 14 dage efter modtagelsen af bestyrelsens påkrav.

Eventuelt ønske om behandling på generalforsamling / indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, har ikke opsættende virkning for sanktionen.


§ 19.

Opløsning af foreningen kan ikke ske uden samtykke af Danske Funktionærers Boligaktieselskab, Herlev kommune og panthaverne i ejendommene.



- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

 

Endeligt vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 8.maj 1964 i overensstemmelse med beslutning truffet på den stiftende generalforsamling den 19.december 1963.

§§ 4, 5, 7, 11 og 14 ændret ved beslutning truffet på ekstraordinær generalforsamling den 7.april 1981.

§§ 3 og 14 ændret ved beslutning truffet på ekstraordinær generalforsamling den 17.juni 1991.

§ 4 ændret ved beslutning truffet på ekstraordinær generalforsamling den 28.marts 1996.

§§ 2, 4, 5, 6, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18 og 19 er ændret/tilføjet ved beslutning truffet på ordinær generalforsamling den 28.marts 2000.