•ACONTOVARME - Der opkræves et individuelt beløb pr. ejendom, afhængig af de foregående års forbrug samt varmebudget for året. Dette for at sikre at evt. yderligere varmebidrag ved årsopgørelsen er så lille som muligt.
 
•AFFALD – Kommunen har en totalordning som omfatter både husholdningsaffald, haveaffald og en storskraldsordning med afhentning af møbler, hårde hvidevarer m.m. Se kommunens pjece, og eventuelt App’en ”Affaldsportal”, som bl.a. indeholder en sorteringsguide og en ”tømningskalender” med mulighed for advisering pr. SMS eller Mail dagen før den næste tømning.
Storskrald skal placeres på fortov og ikke på egen parcel. Storskrald, som mod forventning, ikke bliver afhentet foran huset ved kommunens affaldsordning, skal ryddes ind på egen parcel, og først sættes frem igen ved næste planlagte afhentningsdag.
 
•BOLDSPIL - Boldspil bør kun finde sted på de grønne områder
 
•BRÆNDEOVNE - Brændeovne må installeres. Ansøgning sker ved henvendelse til kommunen og skorstensfejermester. Evt. brændeovn medfører ingen reduktion i varmeregningen hvad angår de fælles udgifter til drift og varmetab i rør.

•BRØNDE – De eksisterende betonbrønde til kloak og regnvand må IKKE anbores. Eventuel anboring skal godkendes af Herlev kommune og etableres af en autoriseret kloakmester.
 
•BØRMAVENTILER - Ventiler som er placeret på centralvarmeanlægget i forbindelse med den oprindelige etablering i 1963. Sidder typisk ved frem- og returrøret i garagen. Er monteret for at sikre en ensartet varmefordeling i hele bebyggelsen. Man bør ikke justere disse – der er risiko for at de bliver utætte og man risikerer at få utilstrækkelig varmeforsyning gennem rørene.
 
•CARPORTE - En carport må opstilles enten foran garagen eller for enderækkehusenes vedkommende også på siden af gavlen. Ved sidstnævnte placering må der laves et redskabsskur på indtil 10 m2. Se lokalplan og særskilte tegninger over carporte.
 
•CENTRALVARME - Den enkelte ejendom er pligtig til at modtage varme fra den fælles varmeforsyning og deltage i udgifterne hertil. Varmeforsyningen sker fra Vestforbrændingen som fjernvarme til den fælles varmecentral. Den normale fyringssæson er fra 15.09 til 15.05. I sommerperioden vil der således kun undtagelsesvis blive åbnet for varmen i tilfælde af en længere kølig periode. Se i øvrigt særskilt information for varmeregulativ og rørinstallation.
 
•DRIFTSFORSTYRRELSER – Såvel HOFOR, Vestforbrænding som Norlys (Stofa) har en hjemmeside, hvor det er muligt at se, om der er indrapporteret forstyrrelsen af driften.
HOFOR (forsyning med koldt vand): hofor.dk/kundeservice/driftsinfo Her fremkommer et kort, hvor man kan pejle sig ind på vores område for at se, om der er lukning/gravearbejde igangsat.
Vestforbrænding (forsyning med centralvarme): vestfor.dk/fjernvarme/driftsinfo Her fremkommer et kort, hvor man kan pejle sig ind på vores område for at se, om der er driftsforstyrrelser.
Norlys (TV og eventuelt Internet): norlys.dk. Her kan man vælge produkt (TV eller Internet) og efterfølgende ”driftsinfo”. Efterfølgende indtaster man sin adresse for at se, om der er anmeldt driftsfor-styrrelser
 
•DRIVHUS - Opførelse af et drivhus på indtil 10 m2 i haven er tilladt. Se lokalplan XXXII.

•DRÆN – Der er etableret dræn langs husenes ydermur. Disse må ikke fjernes. Eventuelle ændringer skal godkendes af Herlev kommune, og arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester.

•FACEBOOK – Der er uafhængigt af bestyrelsen oprettet en Facebookgruppe for medlemmer af Grundejerforeningen Herlev Højgård. Formålet med gruppen er, at medlemmerne internt kan udveksle informationer og spørgsmål, som ikke vedrører bestyrelsen.
Facebooksiden overvåges ikke af bestyrelsen, hvorfor kommunikation med bestyrelsen skal ske ved at sende en mail til adressen bestyrelsen.hh@gmail.com.
 
•FARVER - Efter den tinglyste deklaration angives at maling af døre, vinduer og udvendigt træværk skal bibeholdes ensartet. I lokalplanen er anført at farver skal være jordfarve Træfacaden mod vej skal være sort. Carport mod vej skal også være malet sort. Hvis samtlige vinduer i facaden (1.sal, køkken og indgangsparti) udskiftes, skal farven på de nye elementer være hvid.

•FEDTHANER - Afspærringsventilerne til frem- og returrør til centralvarme kan være enten fedthaner eller kugleventiler der, hvor fedthanerne ikke kunne lukkes, da energimålerne blev opsat i 2022. Såvel fedthaner som kugleventiler bør bevæges én gang om måneden for at tilsikre, at man kan lukke disse.
 
•FORSIKRING - Grundejerforeningen har en fælles ejendomsforsikring som omfatter alm. husforsikring inkl. bygningsbrand og rørskade samt ansvarsforsikring for legeplads. Ved evt. skader kan man selv rekvirere skadesanmeldelse hos forsikringsselskabet. Købstædernes Forsikringsselskab. Tlf. 3314 3748 eller Kundeservice@kfforsikring.dk. Kundenummer 1532604. Policenummer 53748690.
Forsikringsvilkår finder du her.
 
•FLYTNING - Ved fraflytning skal dette meddeles bestyrelsen med henblik på at registrere korrekt skiftedato og informere den nye ejer.
Sælger skal også kontakte kundeservice hos Brunata (tlf. 7777 7000) og meddele dato for flytning.

•FORBRUGSAFLÆSNING – Såvel el, koldt vand, varmt vand som energimålere aflæses elektronisk og sendes via datalink til leverandøren. Det vil dog være i egen interesse at aflæse forbruget, f.eks. én gang om måneden og kontrollere, at målerne registrerer et forbrug. Eventuelle uregelmæssigheder for varmt vand og energimåler skal meddeles bestyrelsen.

•FÆLLESAREALER - Omfatter de grønne arealer ved legepladsen, ud for Tv. 92 samt ved Tv. 146-162. Endvidere de mindre bede ved indkørslerne til boligvejene samt et stykke af arealet ud mod krydset ved Borgerdiget / Tvedvangen. Passes af en gartner engageret af bestyrelsen. Omfatter græsslåning, gødskning, lugning, beskæring samt nyplantning. Klager / forespørgsler bedes rettet til bestyrelsen.

•GARAGEN – Det er tilladt at ændre udnyttelsen af garagen ved f.eks. at opføre ekstra toilet, værelse eller lignende. Man skal dog sørge for, at der fortsat er uhindret tilgang til de fællesrør for centralvarme og forsyning med varmt vand, som er placeret langs garagens bagvæg ind imod stuen. Der bør være friholdt et arbejdsareal på mindst 1 meter ud fra garagens bagvæg. Det er den enkelte grundejers ansvar, at alle til enhver tid gældende myndighedskrav i form af Bygningsreglementer, krav til brandsikkerhed og lignende overholdes i forbindelse med ombygninger i garagen.
Det er den enkelte grundejersansvar, at temperaturen frem til og omkring vandmåleren til det kolde vand, principielt ikke bliver mindre end 5 grader celcius. Dette kan især blive et problem de steder, hvor der er opsat skillevæg i garragen, og vandmåleren derved er placeret i det lille rum uden opvarmning fra den øvrige del af garagen. Problemet kan eventuelt afhjælpes ved at opsætte en elektrisk radiator eller anden varmekilde i nærheden af vandmåleren.

•GARAGEPORTEN – Det er tilladt at isætte en indgangsdør i den oprindelige garageport. Indgangsdøren skal være malet i samme farve som garageporten og træværket på facaden på 1.sal.
I forbindelse med ombygninger i garagen er det tilladt at erstatte den oplukkelige garageport med en fastmuret væg. Denne væg skal på ydersiden forsynes med en beklædning af brædder på klink på samme måde, som den oprindelige garageport. Bræddebeklædning skal være malet i samme farve som træværket på facaden på 1.sal.
Det er ikke tilladt at isætte vinduer i garageporten. I forbindelse med ombygninger i garagen er det dog tilladt at isætte et ovenlysvindue (Velux) i taget over garagen.

•GULVVARME – Det er tilladt at installere gulvvarme i stueetagen incl. køkken, entre og garage, samt på badeværelset på 1.sal. I stueetagen skal det til enhver tid gældende Bygningsreglement følges.
Gulvvarme i badeværelset på første sal kan eventuelt baseres på el.

•HAVESTUE / udestue - Opførelse af en udestue / havestue er tilladt efter nærmere regler. Se lokalplan XXXII.

•HJERTESTARTER – Foreningen råder over en hjertestarter, som er placeret ved varmecentralen, Tvedvangen 68. Hjertestarteren er tilgængelig hele døgnet.

•HÆK - Ud mod fællesarealer skal der være levende hegn. Dette er synonymt med en ligusterhæk.
Det påhviler den enkelte grundejer at luge langs foden på hækkens ydersiden, og fjerne eventuelt nedfaldne grene og blade fra egne træer.
 
•HÆKKLIPNING - Hække ud mod fællesarealer klippes af foreningens gartner. Indvendig side af disse hække samt øvrige hække må man selv klippe. Vedrørende bortskaffelse af hækafklip henvises til Herlev kommunes ordning for afhentning af haveaffald.
 
•KONTINGENT - Kontingentet til grundejerforeningen opkræves sammen med a conto varme d. 1. i hver måned via Betalingsservice. Kontingentet omfatter bl.a. følgende diverse driftsomkostninger, service og afgifter til TV, tilsyn og vedligeholdelse af varmeanlæg, vedligeholdelse af veje og pasning af fællesarealer samt fælles ejendomsforsikring.
 
•LEGEPLADS – Foreningen har en legeplads – som bliver vedligeholdt i fornødent omfang. Der er tegnet en særskilt ansvarsforsikring for skader opstået ved brug af legeredskaberne.
 
•LOKALPLAN - Lokalplan fra dec. 96 der angiver nærmere regler for carporte, redskabsskure, drivhuse, terrasseoverdækninger, have- og udestuer samt overdækning ved hoveddøren, skal følges.

•LUKKEVENTILER – Det vil være en god idé med jævne mellemrum – f.eks. en gang om måneden – at kontrollere, om lukkeventilerne til koldt og varmt vand samt centralvarmen (fedthaner eller kugleventiler) fungerer. Dette gøres ved at skrue på håndtagene til ventilerne et par gange til yderpositionerne for åbning og lukning.

•MAILSYSTEM – Foreningen har mailadressen bestyrelsen.hh@gmail.com Her kan man skrive til bestyrelsen med spørgsmål eller oplysninger, som man ønsker bestyrelsen skal tage stilling til.

•NABOSTØJ - Grundejerforeningen har ingen hjemmel eller bestemmelser omkring nabostøj. Her gælder de almindelige regler som i andre rækkehus- og parcelhusbebyggelser. Føler man sig generet bør man forsøge at snakke med naboen.

•NEDLØBSRØR – Ansvar for oprensning af tagnedløbsrør tilhørende 2 ejendomme, påhviler ejeren af den sydlige (vestlige del) af ejendommen.

•OVENLYSVINDUER - Der må laves ovenlysvinduer til 1.salen. Disse må ikke være med kviste el. lign. Bemærk forholdene omkring brandmur.
 
•OVERDÆKNING - Overdækning ved hoveddøren er tilladt efter nærmere regler. Se lokalplan XXXII.
 
•PARKERING - Parkering bør foregå på egen grund. Der er normalt P-plads til 2 biler – garagen samt tilkørslen til denne. Er garagen inddraget til beboelse stiller kommunen normalt krav om etablering af 2 pladser foran huset på egen grund. Undlad venligst at parkere med et sæt hjul på fortovet / fortovskanten. Det besværliggør passagen for gående og ødelægger fortovet. Arbejdskøretøjer (last- og varebiler), som ikke kan parkeres på egen grund på pladsen foran garagen, henvises til de af kommunen anviste P-pladser.
 
•PLANKEVÆRK / raftehegn - Det er ikke tilladt at have plankeværk / raftehegn ud mod fællesarealer / vej / sti. Må dog opsættes på egen grund bag eksisterende hæk, dog således at denne fortsat kan gro. Mellem de enkelte ejendomme må der efter gensidig aftale med naboen opsættes plankeværk. Se hegnslovens bestemmelser.
 
•REDSKABSSKUR - Opførelse af et redskabsskur på indtil 10 m2 i haven er tilladt. Se lokalplan XXXII.
 
•SALG - Se det separate oplysningsblad for Køb/Salg.
 
•SKYGGE - Skygge fra træer hos naboen er reguleret efter hegnsloven samt den tinglyste deklaration som angiver ”træer, hvis skyggevirkning er til større gene for naboen mod nord end en 170 cm høj hæk. må ikke forefindes”.
 
•SNERYDNING - Den enkelte grundejer har selv ansvaret for at rydde sne på vej og fortov samt gruse fortov. Grundejerforeningen har en aftale om fejning og grusning som et supplement – men dette fritager ikke den enkelte grundejer for sit ansvar. Ved usædvanlig store snemængder vil grundejerforeningen i konkrete situationer foranstalte ekstra snerydning.
 
•TAG - Skal være et bølgeeternittag. I forbindelse med udskiftning skal der anvendes sorte plader af hensyn til et ensartet præg. Se lokalplan XXXII.
Tagrender og tagnedløb fra bølgeeternittagene på havesiden og forsiden af husene, samt tagrender og nedløb fra eternittag over garageudbygningen er oprindeligt udført i 12” zink med skarpkantede bøjninger (såkaldte bajonetknæ). Ved udskiftning skal anvendes samme materiale og format, herunder de skarpkantede bøjninger.
 
•TAGRENDE - Rensning skal i henhold til tinglyst servitut foretages af den enkelte grundejer. For nedløbsrør gælder, at disse skal oprenses af grundejeren. Dog gælder der for ejere af tilbygninger en tinglyst ret til at rense tagrenden på sin tilbygning ved at få adgang til nabogrunden.
 
•TERRASSEOVERDÆKNING - Overdækning af terrassen er tilladt efter nærmere regler. Se lokalplan XXXII.
 
•TILBYGNING - Det er tilladt at opføre en tilbygning på 22 m2 vinkelret udfor stuen og for enderækkehusene endvidere også ved gavlen. For enderækkehuse gælder, at kun den ene af de to muligheder må vælges. Plantegninger for placering af tilbygning kan indhentes ved henvendelse til Herlev kommune. Lokalplan nr. XXXII - tillæg 1. tegning nr. 96.194. Husk at undersøge om du overholder alle tinglysninger. Bestyrelsen gør opmærksom på at det er den enkelte grundejers pligt at indhente byggetilladelse samt at få nabogodkendt tagrender, der hænger ind over skel.
.
•TRÆER - Birketræer eller andre træer med dybtgående rødder bør ikke forekomme i forhaverne. Disse træer har for evne at trænge ind i kloakrør og regnvandsledninger. Skader på fællesrør opstået som følge af trærødder i forhaven vil blive udbedret for skadevolderens regning. Bemærk i øvrigt den tinglyste deklaration omkring træers evt. skyggevirkning.
 
•TV – Grundejerforeningen har kabel-TV aftale med Norlys (STOFA) som signalleverandør.

•VANDAFLEDNING PÅ HAVESIDEN – Der er placeret nedløb og brønde ved hvert andet hus på havesiden. Disse må ikke fjernes. Ved ændringer, f.eks. opførelse af tilbygninger, skal ændringerne godkendes af Herlev kommune, og etableringen skal foretages af en autoriseret kloakmester.

•VANDTILFØRSEL – Ved længere ferier, fraflytning eller perioder, f.eks. ophold i sommerhus, hvor tilførslen af vand ikke benyttes, skal afspærringsventilerne være lukkede. Dette er af sundhedsmæssige årsager, og samtidig et krav fra Vandforsyningen (HOFOR).

•VINDUER – Ved udskiftning af vinduer i facaden skal de nye vinduer have samme størrelse og udformning som de oprindelige. Det er ikke tilladt at isætte delte vinduer eller vinduer med sprosser. Hvis der er tale om udskiftning af samtlige vinduer i facaden (1.sal, køkken og indgangsparti), skal disse være i farven hvid.

Grundejerens ABC